Det følgende er et tankevækkende uddrag af romanen "Gårdsklokken" fra 1941 af den norske forfatter Thorvald Aadahl.
Handlingen foregår i en norsk bygd omkring 1890, og på den tid spillede kirke og tro en stor rolle, især i de små samfund på landet.
Men menneskets kæphøje overbevisning om sin overlegne sjæl trives lige godt i dag.
Uddraget handler om den norske elghund, Tasso, som netop er blevet begravet efter et langt livs tro tjeneste på gården Ringstad.
Han kunne lige så godt have været en irsk ulvehund.

"Det var en underlig grå morgen med fugtig, fortættet varme. Petter gravede an grav ved siden af de andre hundegrave nede i haven. Kari plukkede havens fineste blomster og strøede over. Ingen sagde noget, ingen turde se de andre i øjnene.
Da Petter begyndte at skovle jord i graven, sagde Mor Ringstad: - Nu må du sove godt, Tasso. Men hun var tyk i mælet, og Kari hulkede højt. Petter klappede jorden til og rettede sig op. - Ja, ja, sagde han, vi mødes nok igen.
Kari holdt op med at græde og så spændt på ham. - Tror du det, Petter?
- Det, som betyder noget, møder vi nok igen, sagde han. Ellers var evigheden nok ikke meget bevendt.
Han blev stående og så på den lille jordhøj; så tog han hatten af. Kari græd igen, og Mor Ringstad vendte sig bort. Lidt efter hørte hun Petter gå langsomt op ad havegangen. Selv gik hun ind i lysthuset, hun ville være alene.

Det var, ligesom dagen holdt en pause, tiden var pludselig blevet gennemsigtig. Tankerne trængte sig ind på hende, de kom ligesom fra fjerne egne, og det var som om tusinder havde del i dem. Hvad var det da, som nu var sket? En hund var død og begravet, og manden, der drev ud ad landevejen, så ikke til den kant, hvor den lå. Men det var ikke alene en hund, som var død, det var et sind, som var slukket, et varmt og omsorgsfuldt hjerte, som var holdt op med at slå.

Vi mødes nok igen. Sådan siger en mand, som kender lidt til det, der står i bøgerne, men iøvrigt har gransket livslinjerne, fra de dukker op, til de forsvinder ned i jorden igen.

Ja, men de kloge siger jo, at han, som blev begravet, ingen sjæl havde.

Hvad mener de kloge da, en sjæl består af? Skal et sind være opblandet med selvgodhed, ondskab og herskelyst, før der kan blive en sjæl ud af det? Og er det nødvendigt at kunne læse bøger og skrive falsk navn på en veksel for at blive værdig til en sjæl?

Tasso kunne hverken læse eller skrive, men hvis han var blevet sat i skole i seks-syv år, Gud ved om han så ikke -- En hund er færdig med sin skolegang, når den er et år gammel. Han får et dask en gang imellem, vrede stemmer råber efter ham, når han roder i blomsterbedene eller skræmmer hønsene. Det gentager sig nogle gange, så lægger han sig ned og tænker sig om, og så forstår han. I løbet af nogle måneder forstår han alt, hvad menneskene forlanger, han skal forstå, samt en hel del, som mennesket ikke forstår. Men han har altså ingen sjæl.

Hvad skulle der blive af mennesket med dets pragtfulde sjæl, hvis det fik samme opdragelse som hunden? Tænk, hvilket uendeligt slid med sådan en menneskesjæl. Den skal dyrkes længe, før blot alfabetet hænger fast og måske studere tryksager i flere hundegenerationer, før det kan blive til en embedseksamen. Så har vi omsider en sjælfuld mand med hvide hænder og leddeløse ben, som sparker efter en hund.
Hvis mennesket tænkte over, hvad det koster, måtte det skamme sig over resultatet. Men skamme sig gør det aldrig, for dertil kræves en reaktion i sjælen, som mennesket ikke evner.

Hunden skammer sig. Han stræber ikke mod højderne, men brænder i ydmyghed for dem, han elsker, og gør sin pligt med glæde. En dag begynder hjertet at slå langsommere, men han gør intet væsen ud af det. Måske gemmer han sig i en smedje og kæmper sin dødskamp alene, eller han lægger sig mellem sine kære og ebber langsomt ud. Så er der ikke mere. I årtusinder har hunden og mennesket levet sammen. Hunden har lært at forstå mennesket, men mennesket gider ikke forstå hunden, fordi han er så uheldig ingen sjæl at have.

Der var noget, som rørte sig udenfor i gruset. Hvalpen kom tumlende ind til hende. Hun tog det lille dyr i armene og lagde den ind mod sin kind.
- Nu er det os to, sagde hun. Du skal hjælpe mig med at glemme."