Om Ulvsholm

Bag Kennel Ulvsholm står Jette Holm Jensen. Af profession er jeg IT-systemudvikler.

Jeg fik min første Irske Ulvehund i 1973 i en alder af 19 år. Mit første kuld hvalpe blev født i 1975, og kuld nr. 67 er født i marts 2018. Mine hunde i dag har aner tilbage til mine første hunde, og det seneste kuld er 13. generation af mit eget opdræt.

Indtil 2000 boede jeg på Sjælland, det meste af tiden i Nordvestsjælland, hvor jeg havde en mellemstor, specialbygget kennel, 10-12 avlshunde og opdrættede 2-3 kuld om året. Det var en mangeårig drøm, som dermed blev realiseret, og det var spændende, mens det varede.

I disse år var jeg også meget aktiv som udstiller og deltog hvert år i en række udstillinger i ind- og udland. Resultatet er foreløbig blevet til over 20 danske championater samt et antal championater og andre titler opnået i udlandet af egne og eksporterede hunde.

Jeg har haft den glæde, at flere udenlandske opdrættere har anvendt mit opdræt i deres avlsarbejde, og iflg. den internationale database for ulvehunde, www.iwdb.org, har Ulvsholm hunde haft indflydelse på op til 31 % af nutidens ulvehundebestand.


Gennem mange år deltog jeg i foreningsarbejde i forskellige funktioner, bl.a. som redaktør, udstillingsleder og bestyrelsesmedlem i Myndeklubben, som Irsk Ulvehund oprindeligt hørte under. I 1986 var jeg primær initiativtager til dannelsen af Irsk Ulvehundeklub, og jeg var formand for klubben gennem adskillige år.
Dengang blev der opdrættet 2-3 gange så mange ulvehundehvalpe om året, som der bliver nu, og der var rigeligt medlemsgrundlag for en selvstændig klub. Men det ændrede sig, og klubben blev for lille til at fungere, så siden 2013 er ulvehundenes interesser igen blevet varetaget af Myndeklubben.

For en del år siden blev jeg autoriseret eksteriørdommer for racen. Jeg har haft fornøjelsen at fungere som dommer på flere specialudstillinger i ind- og udland, bl.a. i Holland, Frankrig, Norge, Sverige, Finland og U.S.A.

Siden jeg allerførst lærte racen at kende, har jeg haft smag for kraftigt byggede, gerne lyse ulvehunde, og sådanne hunde har da også udgjort hovedparten af mit opdræt. Selv om racen ikke længere anvendes til sit oprindelige formål - storvildtjagt - er det vigtigt for mig, at den repræsenterer de egenskaber, man forbinder med en sådan. Det vil sige en stor, solid, muskuløs hund, der samtidig har myndens kurvede linier, er atletisk og har et velfungerende bevægelsesapparat. Det er sådanne hunde, jeg tilstræber at opdrætte.

Siden 2000 har jeg boet på Fyn med et - i forhold til tidligere - meget beskedent hundehold. Således har min bestand været på 2-4 hunde, og jeg har haft et kuld ca. hvert andet år.

Jeg sætter megen pris på det begrænsede hundehold og det derved mere personlige forhold til den enkelte hund, og det vil også være konceptet fremover. Desværre er det vanskeligt at holde et avlsprogram kørende på ganske få hunde og sjældne kuld. Det gælder specielt, når det som i mit tilfælde er afgørende, at hundene har de karakteristiske egenskaber i udseende og væsen, jeg har lært at værdsætte gennem mange års avlsarbejde, og som jeg har stigende vanskeligheder ved at finde andre steder. Den aktuelle trend i Europa går i retning af en lettere ulvehundetype end hvad, der falder i min smag.

Mit aktuelle avlsprogram går derfor ud på - fortrinsvis ved hjælp af gode repræsentanter for min egen gamle stamme - at opdrætte hunde til mig selv, der ser ud og føles som jeg kan lide en Irsk Ulvehund. Når der er flere hvalpe, end jeg selv skal bruge, håber jeg, at de øvrige finder trygge hjem hos gode mennesker, som værdsætter den Irske Ulvehunds særlige kvaliteter.

Jeg udstiller stadig lejlighedsvis, men ikke med den glæde og de ambitioner, som tidligere fyldte meget for mig. Med nogle hundrede udstillingsudflugter i bagagen, er spændingen med tiden løbet ud. Det betyder ikke, at jeg lægger mindre vægt på et godt eksteriør hos mine hunde end tidligere. Faktisk tror jeg ikke, jeg ville kunne glæde mig over at eje en ulvehund med mindre, den er en flot repræsentant for racen. Dem har jeg haft for mange af til at kunne nøjes med mindre.*